Når man hører ordet ‘robot’ så tænker de fleste af os måske på en menneskelignende skikkelse, som i stedet for øjne har lysende elektroder og hjul som ben. Jeg kan næsten høre den elektroniske stemme spørge mig hvad jeg ønsker at spise til aftensmad mens den gestikulerer med armene til en summende tandhjuls-lyd og bibbende bakker ud i mit køkken. Og selvom jeg godt ved, at ‘robot’ er en overordnet betegnelse for kunstige intelligenser af både langt mindre, men også mere, avancerede teknologiske produkter, så kan jeg ikke lade være med, at ønske mig sådan en lille hjælper-fyr.
Blip-blop maskinerne
Idag findes der allerede robotter overalt. Måske ikke som ham jeg beskrev ovenfor, men om ikke andet så i andre former og afskygninger. Jeg arbejdede engang på et lager og en dag blev det annonceret, at virksomheden havde bestilt robotter til at lette arbejdsgangen. Alle brokkede sig – mest af alt fordi de mente at nu skulle de erstattes af robotter. Men jeg var ellevild. Jeg var sikker på, at jeg inden længe skulle arbejd side om side med ‘super cool’ robotkammerater. Derfor var skuffelsen stor da maskineriet blev kørt ind: Det var en 4×6 stor blå blip-blop industri-satan som man puttede produkterne ind i gennem et samlebånd, hvor de blev pakket i cellofan og så spyttede den dem ud igen på den anden side i emballage og kasser. Øv!
Interaktive tøjdyr på plejehjem
Men der findes altså allerede robotter man sagtens kan blive venner med og her tænker jeg i særlig grad på de fantastiske virkninger som robotteknologien har haft på hjælpemiddelområdet. Vi har alle hørt om sælerne på plejehjemmet – elektroniske tøjdyr som reagerer på berøring og interagerer med borger. I nyere tid er disse tøjdyr blevet bygget i flere afskygninger, bl.a. missekatten Molly og hvalpen Max, som jeg fandt forleden da jeg søgte inspiration om sanseintegration hos MultiCare – en sanseartikelshop på nettet. Disse små robotdyr har enormt store virkninger på taktilføling – altså følesansen. De er søde, sjove og mere håndterbare end rigtige dyr, som sjældent gider at samarbejde i længere tid af gangen på skødet. Med interaktive kæledyr får særligt demensramte borgere, som har brug for stabilitet, en trofast digital ven, som altid er lige ved hånden og tåler både at blive tabt, glemt og spildt på… Modsat rigtige dyr.
Den digitale generation
Og robotteknologien har mange planer for fremtidens hjælpemiddelbranche. Det kan både være positivt og negativt alt efter hvordan du ser på det. Grundlæggende kan man sige, at robotter aldrig kan erstatte den menneskelige interaktion. Vi ved fra al forskning på området at mennesket, som et socialt væsen, har et livsbetingende behov for berøring og kontakt med andre. Nogle mere end andre. Men ser man robotteknologien som et supplement, der udføreres med nøje kontrol mener jeg bestemt at vi kan gå en lys fremtid i møde. Jeg forestiller mig også, at min egen generation vil være langt bedre modtagelig overfor teknologisk assistance og -sanseintegration fordi vi er børn af den digitale tidsalder. Jeg er btw 31 år og jeg er af den overbevisning, at jeg som et ældre menneske vil være meget tryg ved, at blive hjulpet i hverdagen af en robot – særligt hvis jeg kan få ham min hjælper-ven jeg beskrev øverst. Faktisk håber jeg ligefrem på det.